Syge børn

Sygdoms politik
Børnehuset Lærkereden har følgende sygdomspolitik:
Børns sundhed, sygdom og almen tilstand er et fælles ansvar mellem hjemmet og institutionen.
Dette fælles ansvar udøves i gensidig respekt for hjemmets og institutionens holdninger og vilkår.
Udgangspunkt for Lærkereden er, at det syge barns behov altid kommer i første række.
Børn skal ikke være i Lærkereden, når de er syge, det vil sige når deres almen tilstand er dårlig.
Grundlaget for kontakt mellem personale og forældre er, at vi ønsker en åben og ærlig dialog om,
hvad der er bedst for barnet.
Forældrene skal kunne have tillid til, at personalet reagerer kompetent, når barnets almentilstand
ændres.
Almentilstand
I Lærkeredens sygdomspolitik har vi beskrevet almentilstand.
Når vi skal vurdere om barnet er for sygt til at være i institutionen, er barnets almentilstand
grundlaget.
Ved almentilstand forstår vi barnets fysiske og psykiske velbefindende, betragtet som en helhed.
Det er denne helhed, der er omdrejningspunktet for personalets opmærksomhed og omsorg for
barnet.
Hvert enkelt barn har sin egen normale tilstand.
Nogle børn er meget aktive, andre er meget stille.
Nogle børn spiser meget, andre lidt.
Nogle børn er meget kælne, andre søger ikke så meget kropskontakt.
Derfor lægger personalet vægt på, hvordan det enkelte barn opfører sig til daglig – fysisk og
psykisk.
Vurdering af almentilstanden:
Der er mange variationsmuligheder inden for det normale, som der ikke er grund til at være
bekymret for.
De ændringer i almentilstanden, som vi lægger vægt på, kan være en eller flere af følgende:
Barnet vil ikke være sammen med andre børn.
Barnet kræver en voksen for sig selv.
Barnet ændrer spisevaner.
Barnet er mere passivt eller aktivt end normalt.
Barnet har feber.
Barnet er pjevset, ulykkelig eller på anden måde ude af psykisk balance.
Barnet kan ikke følge den daglige rytme, for eksempel ikke komme ud i frisk luft
(her ses bort fra kroniske sygdomme)
Feber er kun en blandt flere årsager, personale og forældre skal vurdere, når det skal afgøres, om
barnet kan komme i institutionen, eller skal hentes.
Specielt hos vuggestuebørn er feber en usikker faktor.
Børnenes temperaturregulering er ikke fuldt udviklet før ved 3-4 års alderen, og barnets
temperatur kan derfor svinge meget, uden at det behøver at være alarmerende.
Derfor er det godt at have flere forhold at vurdere barnet ud fra. Vi måler ikke altid barnets
temperatur, børn bryder sig ofte ikke om det, men hvis barnet er unaturligt varmt måler vi
temperaturen.
Samtidig er barnets psykiske velbefindende nu en faktor, der indgår i vurderingen af
almentilstanden.
Et utrygt og ulykkeligt barn har ikke nødvendigvis feber, men kan have stort behov for sin mor
eller far.